Skilsmisse kan være det bedste for alle


Jeg møder ofte mennesker i min klinik, som står med det store spørgsmål: skal jeg skilles eller ej? Eller mennesker, som har oplevet at deres forældre blev skilt, da de selv var børn. Disse mennesker ser skilsmisse som en stor krise i deres liv. De voksne, jeg har i hypnoterapi, og hvis forældre blev skilt da de selv var børn, oplevede, at de var anderledes. Dengang det var sjældent, at forældre blev skilt. Da var man ofte den eneste i en klasse, der var skilsmissebarn. Når jeg i starten af en session spørger disse mennesker, om de har haft nogle særlige traumatiske oplevelser i deres liv, siger de ”mine forældre blev skilt”. Det står som det største og måske det mest traumatiske hos rigtig mange.

Det er den selv samme generation – plus minus 20 år – som sidder i stolen hos mig og ikke ved, hvorvidt de skal lade sig skille.

 

Skilsmisse har i mange år været noget af det værste, du kan udsatte dine børn for. Den overbevisning har folk troet på, uanset om de har været skilt eller ej eller om de selv er skilsmisse børn eller ej. Det har været en samfundsoverbevisning (oplever jeg) som de fleste har troet på. Og ja, man kan næsten forstille sig hvordan det er at være skilsmissebarn eller skilsmisse forældre, når man lever med den overbevisning. Smertefuldt!

 

Vi gør alle vores bedste

En af mine stærkeste overbevisninger er, at vi alle gør det allerbedste vi kan i øjeblikket. Vi ønsker alle at have det godt, og vi ønsker alle vores nærmeste det allerbedste. Jeg tror, at alle skilsmisse forældre ville vælge at være blevet i ”kernefamilien”, hvis det havde været muligt. Der er ingen, der vågner op en morgen og tænker ”Jeg er lykkelig og i dag forlader jeg min familie”. Alle jeg møder, og som overvejer skilsmisse, kæmper. Kæmper med deres overbevisninger og det de mærker. Når voksne, som overvejer skilsmisse, sidder i min stol, er de fyldt til randen med overbevisninger som ”Mine børn tager skade, hvis jeg lader mig skille”, ”Jeg er ikke lykkelig her hvor jeg er, men hvis jeg går, er jeg egoistisk”, ”Jeg ødelægger andres liv”, ”Mine børn vil aldrig tilgive mig”, ”Jeg er en dårlig mor eller far”, ”Jeg elsker ikke min mand/kone længere”, ”Jeg er ulykkelig”.

Hvis du kan forstille dig, hvordan det er at være så splittet indeni, kan du måske også forstille dig hvordan det er at være barn i et hus med en forælder eller to, som er så splittet indeni. Der bliver grædt og skældt ud meget mere end tidligere. Nærværet er forsvundet, fordi forældrene mentalt er et andet sted. Mor og far vrisser af hinanden eller måske ignorere de hinanden. Der bliver ikke talt over aftenbordet eller måske bliver der råbt, og den ene rejser sig fra bordet og smækker med døren.

 

Det er stemningen der gør forskellen

Det er dén stemning, der skaber uro, smerte og barndomstraumer – hos både børnene og hos forældrene. Det er yderst sjældent selve handlingen: Skilsmissen. Børn kan sagtens få et fantastisk liv med skilsmisseforældre, og de behøver faktisk slet ikke at lide nød overhovedet. Det er altid den energi og den stemning, vi som forældre har i os selv som skaber stemningen i vores børn. Det er så enkelt og kan være så svært at efterleve.

Jeg er hverken fortaler for skilsmisse eller kernefamilie. Jeg er fortaler for, at hver forælder/hvert menneske finder det sted indeni dem selv, hvor de er lykkelige, hvor de er i ro og hvor livet er fantastisk. For om vi så bager boller og leger med vores børn fra nu af og til evig tid – så er det stemningen, vores børn tager med sig videre i livet. De kigger på mor og far og kopierer stemningen. De kopierer vores væren eller ikkeværen. De mærker og kopierer vores uro eller ro og vores glæde eller smerte. Vores handlinger er en mindre vigtig faktor.

Det valg, som kommer fra hjertet, fri for begrænsende og smertefulde overbevisninger, er altid det rette valg. For dig, dine børn og for hele verden.

 

Kommentarer

kommentarer

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg.