Dit hjerte, diskuterer eller argumenterer ikke!

 

Jeg bryder mig ikke om at diskutere.

Da jeg var yngre, syntes jeg, at jeg var forkert fordi jeg ikke brød mig om at diskutere. Jeg troede, at det var fordi jeg var konfliktsky og at denne konfliktskyhed måtte jeg arbejde mig ud over.

I dag har jeg arbejdet mig ud af min konfliktskyhed (sådan da!), men jeg bryder mig stadig ikke om at diskutere.

Jeg oplever, at når der diskuteres, så udveksles der meninger og meninger kommer fra hovedet. Meninger er noget vi har taget til os, efter vi har lyttet, læst, set, tænkt og snakket. Diskussioner handler om at blive enige om noget eller om at blive klogere på noget, er min oplevelse. Meninger siger mig ganske lidt, for det er noget som er tænkt – og ikke mærket.

Når jeg mærker, at noget er rigtigt for mig, så kommer det fra et forklaringløst sted. Så kommer det fra et sted, hvor jeg bare ved at “det her er rigtigt for mig” eller “det her er ikke rigtigt for mig” og det er noget som ikke kan diskuteres, og heller ikke altid kan forklares. Det jeg mærker og giver udtryk for, kan vække noget i andre, som de så kan fortælle om. På samme måde, kan det andre mærker og giver udtryk for, vække noget i mig, som jeg kan mærke og fortælle om.

KLOGERE I HOVEDET ELLER BREDERE I HJERTET?

Diskussion er for dem, som gerne vil blive klogere i hovedet og det ønsker jeg faktisk ikke. Det er der mange, som ønsker og det har jeg dyb respekt for. Jeg vil gerne blive endnu bredere i hjertet, åbne endnu mere op for kærligheden til alt omkring mig og jeg oplever, at det kan jeg kun gøre, når jeg holder mig uden for diskussioner. Derfor er min levevej også, at guide og inspirere alle de mennesker, som ønsker at tage rejsen fra hovedet og ned i hjertet.

 

Diskussioner

 

Af selvsamme grund er diskussion ikke velkommen, når jeg holder Workshops eller lignende. Delingsrunder er mere end velkommen. For på mine Workshops handler det altid om at alle følelser er velkommen, at alle tanker er velkommen og at du er okay præcis som du er – og for at du som deltager kan føle dig velkommen præcis som du er, er der intet af det du siger eller mærker, som er til diskussion – overhovedet! Vi kan stille spørgsmål til det du mærker og vi andre kan fortælle hvad det du fortæller, vækker over i os. Men det der bliver sagt, kan ikke diskuteres.

 

FORLØSNING SKER NÅR FORSVAR OG ANGREB FORSVINDER!

Det har været en lang rejse for mig, at nå hertil. At virkelig stå ved det, som jeg altid har kunne mærke var rigtigt for mig. At stå ved at jeg bliver fuldstændig høj af, at høre hvad mennesker føler og mærker. Jeg bliver fuldstændig vild med mennesker, som tør at sige ting højt som de er flove over eller skammer sig over. Jeg elsker den åbning der sker, når forsvaret og angrebet mellem mennesker er væk, og alt kan blive sagt – uden at der bliver dømt eller diskuteret. I det rum oplever jeg, at alt gammelt og smertefuldt kan forløses.

Den slags møder mellem mennesker, er den slags møder, der giver livet saft, kraft og mening – for mig!

Vil du inspireres og være blandt de første som hører fra mig, når jeg laver nye tiltag, så tilmeld dig mit nyhedsbrev oppe i højre hjørne.

Kærligst Linda

 

Kommentarer

kommentarer

Skriv en kommentar